De få rapporter, som slipper ud af Burma, bekræfter den burmesiske udenrigsministers ord i FN i sidste uge: Situationen er tilbage til det normale.
Normale? Det betyder, at befolkningen er kuet og brutaliseret af et massivt opbud af militær, som har slået et ukendt antal mennesker ihjel, og slæbt endnu flere bort til koncentrationslejrene udenfor byerne. Det eneste unormale er, at de fredelige munke ikke længere præger gadebilledet. De verdensomspændende demonstrationer, der blev varslet for at protestere, blev en tam affære – for Burma er blevet en studie i magtesløshed. Det er også “normalt”. Men det er vigtigt, at magtesløshed ikke fører til ligegyldighed. For selv om det virker håbløst at protestere, er det ikke helt nytteløst.
Problemet er naturligvis, at generalerne i Burma er bedøvende ligeglade med, hvad omverdenen mener om dem. De kan leve deres afsondrede luksustilværelse så længe de store naboer Kina og Indien giver dem lov til det. Og selv om USA og andre vestlige lande har indført sanktioner mod dem, så rører det dem ikke.
De store nabolandes ulyst til at presse militærdiktaturet skyldes ikke kun, at de har en særdeles lukrativ handel med det ressourcerige Burma. Det skyldes også frygten for, at det eksplosive puslespil af etniske og religiøse grupper, som findes i Burma, kan føre til opløsning og vold, som kan brede sig over grænserne. Der er et stort antal militser, som ønsker løsrivelse, men som holdes i skak af militærdiktaturet. Og det er en udbredt påstand, at et civilt styre under oppositionslederen Aung San Suu Kyi – som har siddet i husarrest i 12 af de 18 år siden hun vandt en stor sejr ved de sidste frie valg i Burma – vil føre til kaos.
Derfor hævder Kina hårdnakket, at nedkæmpelsen af de seneste demonstrationer er et “indre anliggende”, som slet ikke kan behandles i FN’s sikkerhedsråd. Og enhver resolution om sanktioner, vendt mod Burma, kan være sikker på et kinesisk (og tillige et russisk) veto.
Men Kina er dog denne gang kommet med lidt mere bekymrede udtalelser end tidligere – selv om retorikken har været meget svag – og det har måske fået generalerne i Burma til at lukke en dør på klem ved at tale om kontakter til oppositionslederen. Senest er der udpeget en kontaktminister – en pensioneret general, der har ry for at være en udogmatisk problemløser.
Det er en påmindelse om, at vejen til indflydelse på situationen i Burma går gennem Kina og – i mindre grad -Indien. Burma er medlem af ASEAN – som bl.a. EU har nære forbindelser til – og her er der måske muligheder for at få sagen bragt op i en sammenhæng, der får nogen i Burma til at høre en smule efter. Men man må nok være indstillet på, at der højst kan vente få og små skridt i den rigtige retning.
Det understreger, hvor vigtigt det er at fastholde opmærksomheden om udviklingen i Burma. Og hvor vigtigt det er at støtte de mange NGO’er, der har engageret sig i sagen. Det vil være klogt at skrue forventningerne ned – men absolut ikke ambitionerne.