Stadig flere mennesker dør i Burma efter naturkatastrofen, som ramte landet for to uger siden. Og militærstyret i Burma blokerer fortsat for den internationale hjælp, som der er et skrigende behov for. FN og Røde Kors siger, at 100.000 mennesker er døde, og at mange flere vil dø, hvis der ikke kommer hjælp frem.
Desværre viser erfaringerne med Burma, at magthaverne har isoleret sig så meget fra virkeligheden, at de ikke er umiddelbart modtagelige fra pres udefra. De ved, at FN er en papirtiger, så længe Kina blokerer for håndfaste vedtagelser mod Burma i Sikkerhedsrådet. Men måske Kina lige nu – med sin egen naturkatastrofe, og ønsket om at styrke sin profil forud for de olympiske lege i Beijing – kan overtales til at lægge pres på Burma. Kina viser jo lige nu et fornemt eksempel på, hvordan en naturkatastrofe skal håndteres, ved at tage imod tilbud om hjælp til jordskælvsofrene fra gamle fjender som Taiwan og Japan. Det er første gang, det er sket – og det demonstrerer, hvordan der også kan komme noget godt ud af en katastrofe.
Generalerne i Burma viser ikke den samme åbenhed. Men der er også andre muligheder end FN’s sikkerhedsråd, når der skal lægges pres på dem. Militærstyrets handlinger i denne sag er en forbrydelse mod menneskeheden ifølge de vedtagne internationale definitioner. Derfor bør de regeringer, som anerkender Den Internationale Straffedomstol (ICC), tage skridt til, at de militære ledere indklages for ICC. Desværre er ICC’s muligheder begrænset af, at USA ikke anerkender domstolen. Men de europæiske lande kan tage affære. Det afgørende må i den aktuelle situation være, at der lægges maksimalt pres på regimet.
Der er kommet store mængder af nødhjælp til regionen – men den bliver ikke lukket ind. Der er på det seneste givet visum til en del nødhjælpsarbejdere, men kun ca. en trediedel af dem, der havde søgt. Og militærstyret insisterer på selv at fordele den bistand, der kommer – hvilket der slet ikke er praktiske muligheder for at gøre i tilstrækkeligt omfang, de har f.eks. kun ganske få helikoptere.
Frustrationen vokser i det internationale samfund. Nogen taler om at kaste nødhjælp ned fra luften – og skyde de burmesiske fly ned, som søger at forhindre det. Andre taler om at foretage en regulær humanitært betinget invasion af Burma. Det første er en mulighed, det andet er ikke. Sporene skræmmer fra Somalia. Jeg var selv i Mogadishu i 1992, da bevæbnede bander forhindrede nødhjælpen i at nå frem til de hospitaler og opsamlingslejre, hvor ofrene lå og døde – og jeg klappede i hænderne, da amerikanske tropper gik i land et par måneder efter for at skyde nødhjælpen igennem. Men det strandede på, at robustheden ikke holdt til den virkelighed man mødte, da man skulle skyde sig igennem. Sådan vil det formentlig også gå, hvis man prøver at tvinge nødhjælpen frem i Burma.
Derfor må alle muligheder udnyttes for at øge det politiske pres på generalerne og deres håndlangere. Slæb generalerne for retten – in absentia. Lad deres forbrydelser mod deres egen befolkning blive udstillet for alverden. Og brug alle midler til at få denne information udbredt.